Titel: Perledykker
“Den største sult i livet er ikke sulten efter mad, penge, succes, status, tryghed eller sex, og den er ikke engang sulten efter kærlighed fra det modsatte køn. Igen og igen har mennesker opnået alt dette og er alligevel endt med at føle sig utilfredse. Livets dybeste sult er en hemmelighed, der kun afsløres, når et menneske er villigt til at lukke op for en skjult del af Selvet. I de gamle visdomstraditioner har man sammenlignet denne søgen med at dykke efter den mest værdifulde perle, der findes. Det er en poetisk måde, hvorpå man siger, at man bliver nødt til at svømme langt ud, hinsides det lave vand, dykke dybt ned i sig selv og søge tålmodigt, indtil den uvurderlige perle er fundet.”
------------
Gennem årene har jeg samlet og fået forskelligt "godt" træ. Det er nu ikke
længere blot "træ" - det er blevet til et skib - ARKEN
Noas Ark, kort fortalt
Gud er ikke tilfreds. Ondskab, grådighed og grusomhed har bredt sig. Gud fælder dom og vil gøre en ende på menneskeheden. Til Noa siger han; byg dig et stort og rummeligt skib. Kun du og din familie skal overleve, sammen med alle slags dyr.
Noa gennemfører det store stykke arbejde Gud har pålagt ham. De går ombord - og vandet vælter ud fra himlens sluser og op af urhavet - og verden går under. En skønne dag går arken på grund på bjergets tinde. Noa takker Gud, og går i gang med at bygge et nyt hjem i en ny verden.
Når jeg ser på fortællingen om ARKEN i et symbolsk lys, tænker jeg, at historien handler om transformation.
Gud er ikke tilfreds. Ondskab, grådighed og grusomhed har bredt sig (destruktion og/eller selvdestruktion). For nogen af os må der ofte noget drastisk til, inden vi indser, at vi lever eller bruger os selv og vores liv på en uhensigtsmæssig måde. Måske beskæftiger vi os med noget, der dræner eller tærer os, eller vi keder os fordi vi ikke tilfredsstiller de potentialer vi indeholder, eller vi tror at penge, magt og anseelse er indhold nok.
Kort sagt, vores liv forvalter vi med fravær af respekt for; hvem vi er og hvad vi har potentiale til at udfolde.
På et eller andet tidspunkt rammer vi bunden: Sygdom, uheld, udbrændthed eller stress sætter en stopper for vores hidtidige livsførelse. Eller vi mærker et pres indefra som giver os en fornemmelse af, at livet har mere at byde på end det, vi indtil nu har udfoldet.
Behovet er nu at se og høre sig selv - mere ud fra hjertet og det vi føler - end ud fra vores intellekt og illusoriske drømme, og fra samfundets normer og forventninger.
Jegét oversvømmes og Arken driver omkring i lang tid: Jeg vælger at tolke det sådan at Gud siger til Noa, at han skal bygge sin ark og kun give adgang for hjertets kvaliteter og kræfter. Altså naturlige og positive dyriske (instinktive) og menneskelige egenskaber.
Måden man kommer i kontakt med sine indre instinkter, kræfter og kvaliteter på og lærer dem at kende, handler om at søge ind i vores indre, ind i Arken - uden at styre, uden at bedømme og uden at fordømme. Her kan vi konfrontere mange forskellige og forskelligartede følelser, som vi næppe troede vi besad. Ofte en proces der er smertefuld og forløsende på samme tid. Skibet/Arken beskytter os, medens oprøret og indsigten finder sted, og når krisen er gennemlevet, føler vi os lutret og renset.
Og vandet synker og Noa lander på en tinde, og kan nu starte på en frisk - med en ny og større indsigt.
Det vil sige, at på den anden side af sygdomsforløbet, udbrændtheden, økonomisk fallit, skilsmisse - eller hvad som har sat processen i gang - kan et talent eller en evne vækkes, eller vi lærer eller tvinges til at bruge os selv og vores tildelte liv på en mere opbyggende og respektfuld måde - og det til gavn og glæde for en selv og for vores omgivelser. Vi sætter i centrum, hvad vi føler er godt for os, for alt andet levende, og for verden.
Eller - som jeg hørte engang; "Noas Ark sejler på Himmelhavet og
vores bønner er ankre, der stiger op til Gud"
-----------------------------------
På vej - mennesket evigt vandrende
På vej - mennesket evigt vandrende - Er der håb? Er der muligheder? Deres kraft beror på hinanden. Menneskebånd. Helt anderledes end i Arken. Arken er udslettelse af alt ondt, også det onde eller destruktive i en selv. Arken er bånd forenet med Gud, det guddommelige.
Aksel, 6 år og hans mor blev enige om, at det nok er kannibaler, der har sat hovederne på spyd, og
"På vej" er vejen op til skafottet, hvor hovedet blev hugget af.
Knap så dramatisk er min version: Vi er vel alle på den ene eller den anden måde på vej i vores liv. Nogle mennesker er konkret på flugt fra krig og forfølgelse, andre med drømme om bedre livschancer, og andre igen er på vej på en mere symbolsk måde - på vej gennem en personlig udviklingsproces, hvor man bryder op fra gamle beskyttende vaner og åbner sig for et dybere og mere intenst og indholdsrigt liv.
Knap så dramatisk er min version: Vi er vel alle på den ene eller den anden måde på vej i vores liv. Nogle mennesker er konkret på flugt fra krig og forfølgelse, andre med drømme om bedre livschancer, og andre igen er på vej på en mere symbolsk måde - på vej gennem en personlig udviklingsproces, hvor man bryder op fra gamle beskyttende vaner og åbner sig for et dybere og mere intenst og indholdsrigt liv.